Om at være på afveje og komme hjem, – om mørke og lys, forførelse og at miste sig selv, for at vågne med en skelneevne og oplevelse af at være kommet hjem.

Der er en del gange, jeg har været godtroende og er kommet i kløerne på enten et fællesskab eller et kæresteforhold, hvor det på alle måder så “rigtigt ud”, lige ind til jeg overgav mig i tillid, så viste den mørke side sig.

I dag vil jeg ikke give disse kræfter energi, men jeg vil gerne dele mine erfaringer. Måske kan andre i lignende situationer genkende noget i det jeg skriver og få modet til at flytte sig, heale og komme hjem.
Jeg taler især om den relation en kvinde kan komme i med en mand, som tilsyneladende er lys. “Sådan nogen som os”, tror så meget på lyset, har så meget kærlighed at dele ud af og samtidig har vi ofte det tilfælles, at vi hungrer efter at modtage kærlighed (som vi ikke fik som børn).

Jeg tror ikke det er tilfældigt, at vi valgte en familie hvor kærligheden havde trange kår og senere udfordres i relationer. Formålet er læring og en mulighed for at få brudt med karmiske forhold og måske gamle løfter i forbindelse med at underlægge sig.

Der er mulighed for at genvinde en feminin power som måske har været undertrykt i tusinde vis af år. Vi er med til at transformere mørke til lys, ved at arbejde med eget mørke og løfte vibrationen og gå foran.

Disse mænd jeg taler om, er i bund og grund snyltere som lever af andres energi (og lys). Ellers overlever de ikke. De kan alle tænkelige metoder til at forføre. Det er manipulation på allerhøjeste plan.

I og med at vi hungrer, så lader vi os forføre. Endelig er der en´ som synes jeg er “gudinde” og kaster opmærksomhed min vej. Og de gør det vel at mærke på en måde, som lige præcis gør, at vi overgiver os (til hans magt). De er eksperter i at udse sit bytte.

Vi underlægger os denne forførelse. Hans ego, hans grandiøse selvbillede bliver plejet og pustet op. (Og det gør vores også….)

Vi mener at se hans lys.

Vi er blinde for mørket og har selv undgået de skygger, hvor der måske sidder en lille fortvivlet pige som længes efter at blive elsket.

Forbindelsen kan være så intens, at vores drøm om at møde vores twinflame bliver næret.

Det må være ham, han er Gud og jeg er gudinde, vi smelter sammen. Hengivelsen kan være stor. Og det er selvsamme hengivelse som kan være farlig, men også lærerig.

Når han har fanget dig ind, så slipper han  anstrengelsen om at være fantastisk. Han kan ikke være god hele tiden. Det er tillært og det som kan se kærligt ud, hviler ikke i hjertet. Han har ikke energien til det.

Kærlighed i sin sande natur  er respektfuld, rummelig og ærlig.

Men den kender vi måske slet ikke fra dette liv,  og fordi skuespillet er så godt udført, så bliver vi forført og tror at der er tale om ren kærlighed. Men han er ikke altid respektfuld…slet ikke..

Du oplever måske, at en helt uskyldig uenighed om et eller andet resulterer i et overraskende udbrud. Du er i chok. Hvad skete der lige der…

Hvis ikke du spejler ham i hans “lys”, hans oppustede ego, så er fanden løs. Den del af ham som er mørk, tåler ikke at blive afsløret, så han vil gøre hvad som helst og jeg mener hvad som helst, for at undgå det. Så det er dig der er forkert på den og det får du at vide/mærke.

Når han tordner frem i vrede, så kan det være på mange måder. Helt subtilt, men også meget synligt. Du bliver straffet. Du erklæres skyldig og som det selvransagende menneske, der gerne vil det gode, tager du den ind.

Han er dygtig, hvis han er terapeut f.eks. så kan han være yderst veltalende og manipulerende. Han kender dine svageste punkter.

Bliver du ked af det, så får du ikke medfølelse. Han har opnået hvad han ville, du er ramt.

Du kender det sandsynligvis også fra din barndom, at du blev bebrejdet, gjort forkert, måske straffet, psykisk eller fysisk. Det var smerteligt og du vil for alt i verden undgå dette, så hellere tilpasse dig og lære at læse andres behov, sætte dig selv til side for at opfylde dem. For så er der måske en snert af kærlig opmærksomhed der går din vej…ellers ikke… (en narcisisstisk besættelse)

Barnet påtager sig skylden og det har ikke ændret sig. Dit værd undermineres yderligere, du bliver hen ad vejen mere og mere uklar på, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, hvad er mit og hvad er andres. Du bruger sindsygt mange ressourcer på at regne ud og forstå og få kontrol over situationen.

Du er i dit hoved og barndommes traumer genspilles hele tiden. Du mærker mindre og mindre din krop og dit hjerte. Intet er enkelt. Du bliver trukket rundt i manegen. Og rent faktisk opsuges dit lys af mørket som overlever på denne måde.

Det betyder også, at så længe han kan suge fra andre, så får han ikke kontakt med egne smertelag.

Prøver du at flytte dig fra ham, trække din energi tilbage, så kan du være 100% sikker på, at han kommer tilbage, uden respekt for dine grænser. Han vil være meget sufistikeret i sin måde at komme til dig. Han kender dine blødeste punkter, hvor han kan få dig på krogen igen. Du ånder lettet op og tænker, se der er beviset for at han jo er det kærlige menneske (jeg længes efter).

Han har dig i sin hule hånd, du er forvirret, men vælger at tro.

Så kommer, hvis bare…. og oftest er det denne med, at hvis bare han får noget mere kærlighed, så vil han få det bedre og måske ikke blive så vred nogen gange. Jeg skal bare forstå ham endnu bedre (tilpasse mig) Jeg kan nok hjælpe ham og der gives og gives på bekostning af egne behov og følelser.

Det skal siges, at denne mand, ligesom os andre, ikke udelukkende kommer med mørke eller lys. Mange af os er her for at udleve netop kampen mellem lys og mørke og skal igennem mørket for at kunne vælge lyset.

Når vi siger, jamen han er jo også kærlig og har adgang til høje frekvenser eller noget lignende, så kan det godt være sandt. Altså sandt, at han har en adgang, og at han selv bilder sig ind, at han dermed er i lys.

Men hvis han bruger disse kræfter til at tjene egne formål, hvis ærinde går han så når det kommer til stykket? Hvis det indbefatter, at andre skal ligge sig for hans fødder og tilbede ham, overgive sin power, er det så kærlighed ?

Min lektie har været at stå i min egen power og få healet på den smerte som har gjort at jeg ikke kunne dette.

Flere af os, har ikke haft den sunde symbiose med mor og længes. Vi længes også efter at sammensmelte med Gud.

Det vi har brug for, er at være modtagelige for Guds kærlighed, mærke i krop og sjæl og du er et Guds barn, at du har Gud i dig, at du er kærlighed. Din indre skabende mester venter på dig.

Afhængigheden til disse mænd eller fællesskaber opstår, fordi vi har et hul der skal fyldes op. Det bliver en flugt, en rus og en afhængighed og ja vi kan opleve det ene fix efter det andet, men bliver også mast.

Jeg har været alvorligt lang ude i afhængighed af fællesskab, mænd og rusmidler. Det viste sig at blive en gave, for jeg var tvunget til at komme hjem til mig selv, ellers overlevede jeg ikke.

Gaven for mig er, at jeg tager min power hjem. Jeg klatter den ikke væk. Jeg oplever, at min krop, hjerne, bevidsthed og sjæl samarbejder mere og mere og dermed en langt større enkelhed og tillid til livet. (Så er der nye udfordringer … 🙂

Jeg har opnået en ret klar skelneevne når det gælder lys og mørke, kærlighed og frygt. Og jeg kan vælge. Jeg healer på det som dukker op og flygter ikke længere.

Jeg kan elske mere og mere, jeg ved på de dybeste planer at jeg er elsket, at jeg har fortjent at blive elsket.

Jeg er i dag gift med en mand som kan elske. Forholdet er respektfuldt og ærligt, der er 100% tillid og vi vil hinanden det bedste. Det er i handling at kærligheden vises. Der er fuldkommen sammenhæng, mellem det der siges/loves og det der handles ud.

Jeg vil ikke være foruden de erfaringer jeg har haft med narcisistiske og psykopatiske mænd. Jeg fik lært om blændværk, illusioner, slør og jeg har fået healet rigtig godt op på egne smertelag.

Det har været livsnødvendigt (og det havde det måske ikke været hvis ikke jeg havde de oplevelser) at finde ind til min sande essens, min power og åbne hjertet.

Så tak !

Jeg var virkelig ved at gå i stykker, og hvor gjorde det ondt, at det jeg troede var kærlighed, var alt andet, når det kom til stykket. Jeg har haft svært ved at tilgive mig selv, at jeg kunne være så blind. Det er på plads nu.

Jeg kan se det store billede og intet var tilfældigt. Smerterne og fortvivlelsen, sjælens mørke nat, skabte en udvidelse i hjertet, større ydmyghed og medfølelse og mit eget storhedsvanvid og bagvedliggende sårbarhed blev åbenbar og blev healet.

Fællesskaber har jeg også erfaring med, hvor det er nogle af de samme læringer, men metoderne som bruges sekterisk (når der er mørke kræfter indblandet) er mere kraftfulde og afhængighedsskabende. Det bliver måske en anden tekst en anden dag … 🙂

Men det er uhyggeligt hvordan mørket kan forklæde sig i de lyseste gevandter og forføre.

Til slut vil jeg sige, at min erfaring med de her mørke kræfter, forklædt i hvidt er:

Accepter og erkend, at erfaringerne også har givet dig noget godt. Du har måske endda haft ekstatiske oplevelser.  På den måde er din erfaring ikke kun god eller dårlig. Du har fået flere ting med dig.

Ofte kan  det være svært at rumme, at der både er gode oplevelser og meget grumme oplevelser. Forholdet kan være underminerende for personens psyke og liv i det hele taget- “jamen de reddede mig jo”, eller “vi delte så mange vilde og euforiske oplevelser”. Ja…

Når du har gennemskuet spillet og kan se de omkostninger du har (du mister dig selv), og forstår, at du ikke kan redde ham/ændre ham, så er der kun een vej.

UD. CUT. INGEN KONTAKT. SØG HJÆLP OG OPBAKNING. FÅ HEALET. BLIV HEL.

Det er ganske enkelt for farligt at blive i. Energimæssigt skal der renses ud i systemet og forbindelsen skal cuttes. Og så skal der heales.

Når du gør det, vær forvisset om at de/han vil forsøge med de allermest udspekulerede midler at få dig på krogen igen. Kontroltab er det værste.

Og hvis du fastholder, skal du være klar over, at han/de overfor alle andre vil udråbe dig til at være fortabt og fortælle usandheder om dig. En måde at fastholde sit selvbillede. Jeg/vi er rigtige, du er forkert.

Stå det igennem. Det er fortvivlende, for den strømning du trods alt mærkede af kærlig og symbiotisk forbindelse, som måske var din overlevelse, kappes. Der er sorg, identitetstab og måske angst.

Men det er det hele værd. Du vinder dig selv tilbage, dit sande selv.

I kærlighed

Henriette